25. 11. 2009

Aviram Baruchyan må trække i land

Aviram Baruchyan må trække i land

Billede



Det var dømt til at gå galt, da Aviram Baruchyan på en antivoldskonference for nylig bemærkede, at han gerne så en arabisk medspiller på fodboldholdet i Beitar Jerusalem. Især, da han som holdets anfører gentog bemærkningen i en af landets mest hørte radioudsendelser dagen efter.

Med en tilhængerskare, der ser det som sin største dyd at svine arabere til ved alle klubbens kampe og har en dybt racistisk slagsang, hvor profeten Muhammed kaldes for en hund, en horeunge og en fremmedarbejder, var anførerens bemærkning ilde hørt blandt klubbens tilhængere. Så ilde, at han blev tvunget til at undskylde sin udtalelse under et møde med den hårdeste kerne af klubbens tilhængere, der går under det mafia-inspirerede navn La Familia.

- Det mest smertefulde er, at jeg har såret klubbens tilhængere. Det forstår jeg nu. Det er vigtigt for mig, at tilhængerne ved, at jeg er parat til at gå igennem tykt og tyndt med dem. De skal også forstå, at det ikke er mig, der bestemmer, hvem der skal spille på holdet. Men hvis tilhængerne ikke vil have en araber på holdet, kommer der ikke en araber på holdet, sagde Aviram Baruchyan efter mødet med La Familia.

Mens udtalelsen vækker tilfredshed hos mange af klubbens tilhængere, giver Aviram Baruchyans ord samtidig anledning til en storm af vrede læserbreve mod Beitar Jerusalem og klubbens tilhængere.

Mange fordømmer hans undskyldning og kalder ham racist, mens andre foreslår, at Beitar Jerusalem skal straffes med bøde og tabte point for den åbenlyse racisme, klubben er advokat for.

Beitar Jerusalem er tidligere blevet straffet med tab af point i den israelske superliga efter voldelige episoder, overgreb og bevidst tilsvining af arabere.

Den arabiske befolkning i Israel udgør omkring 20 procent af den samlede befolkning på syv millioner mennesker. Blandt de største fodboldstjerner i landet findes flere arabere, der også spiller på landsholdet. For nogle år siden var den arabiske klub Bnei Sachnin tæt på at vinde mesterskabet, og i de fleste israelske storklubber er der arabiske spillere i holdopstillingen. Men med den seneste episode og undskyldning har Beitar Jerusalem sikret, at der i hvert fald vil gå et stykke tid, før en araber hopper i klubbens sort-gule klubtrøje.

Af Allan Sørensen, Kristeligt Dagblad

Tilbage