11. 11. 2009

Homoseksualitet og fodbold

Homoseksualitet og fodbold

Indlæg af Asbjørn Sennels, fodboldspiller
Foto: Per Kærbye

Efter Arek Onyszko er blevet fyret i FC Midtjylland, som følge af hans hadefulde udfald mod homoseksuelle er homoseksualitet i det professionelle fodboldmiljø igen aktuelt.

I det professionelle fodboldmiljø, hvor jeg dagligt færdes, er ord som ‘homo’ og ’svans’ yndede skældsord.

Det er ord, der i fodboldverdens klichéfyldte macho-kultur er hyppigt anvendte og en så fortærsket del af jargonen, at de fungerer mere som godmodige drillerier end egentlige skældsord. Hvis nogen i kampens hede skulle formaste sig til at stikke en moraliserende finger i vejret og kræve disse drillerier stoppet, ja, måske endda henvise til, at ingen må diskrimineres på grund af seksuel orientering, ville pågældende person med al sandsynlighed selv blive kaldt homo eller svans!

Bøsser findes ikke
Hvem skulle i øvrigt også have grund til at føle sig chikaneret af disse drillerier?

Her i vores macho-kultur er homoseksualitet slet og ret ikke-eksisterende. Den tabuerende tankegang er, at det professionelle fodboldmiljø er lige så blottet for bøsser som det professionelle kvindelige håndbold-miljø er overrepræsenteret af lesbiske.

Når fodboldspillere tænker sådan, forstår man godt, hvorfor det ikke just er hver dag, at en professionel fodboldspiller springer ud af skabet. I stedet gemmer de sig – og de gemmer sig godt. Mon ikke de trods fodboldmiljøets fornægtelse sidder derude i omklædningsrummet?

To mænds kys
Det er muligt, at jeg er miljøskadet, men lad mig alligevel komme med en tilståelse, som jeg tror mange mænd – også udenfor det professionelle fodboldmiljø - kan tilslutte sig:

Jeg har det stadig svært med to mænd, der kysser hinanden. Sådan vil jeg nok altid tillade mig at have det. Og ja, jeg lever på det punkt helt op til statistikken, for jeg har det sværere med synet af eller tanken om to mænd sammen end to kvinder sammen.

Det er nu engang manden jeg bedst kan identificere mig med – også som seksuel aktiv - og derfor er der stadig helt instinktivt noget, der vender sig i mig, når to homoseksuelle mænd lader deres kærlighed og fysiske tiltrækning af hinanden få frit løb, som var det det mest naturlige i verden.

Jeg kan ikke forstå det. Men jeg skal heller ikke forstå det, for det er ikke min seksualitet.

Tolerancen er vigtigst
For den homoseksuelle er det selvfølgelig netop det mest naturlige i verden, hvorfor vi da heldigvis også i Danmark og resten af de samfund, som vi ynder at kalde åbne og frie, er kommet dertil, at homoseksualitet kan udleves nogenlunde omkostningsfrit.

Desværre er det ikke tilfældet alle steder i verden, hvor homoseksuelle alene på grund af deres seksualitet udsættes for forfølgelse og diskrimination. Selvfølgelig skal homoseksuelle havde samme grundlæggende rettigheder som alle andre. Selvfølgelig skal min personlige snert af ubekvemmelighed i mødet med homoseksualiteten vige for noget langt vigtigere og mere fornuftigt, nemlig tolerance.

Tolerancen for minoriteter, for det anderledes, for det vi ikke selv kan forstå eller ikke sympatiserer med.

Hån, spot og latterliggørelse
Mønstret er her det samme for alle slags minoriteter; etniske, religiøse, seksuelle osv. Som samfund har vi stadig adskillige erfaringer til gode i den svære balancegang mellem den nødvendige, fornuftige tolerance og så den tolerance, der kammer over i en overdreven positiv særbehandling.

Er det så kommet for vidt, når ord som ”homo” og ”svans” bruges nedsættende i det professionelle fodboldmiljø?

Er det udtryk for en uacceptabel hån, spot og latterliggørelse? Eller er det blot harmløse drillerier, der opstår når drengerøve stiver maskuliniteten af blandt ligesindede? Vil der ikke altid i en afgrænset gruppe eller kultur opstå stereotype forestillinger, tabuer og klichéer, der mere eller mindre bevidst har en ekskluderende effekt?

Neger-temaet
I modsætning til homoseksuelle har vi åbenlyst (!) sorte på fodboldholdet - afrikanere eller hvad den officielle betegnelse nu engang er den dag i dag. Til træning laves der ofte jokes på neger-temaet. De sorte bruger dem selv hyppigt, fordi det er en let måde at få smilet frem hos holdkammeraterne. Men det er dybest set også en måde at få anerkendelse på, en måde at forholde sig humoristisk eller sågar ironisk til sig selv. I stedet for at blive grint af, griner de sammen med os.

Men det er jo også dybest set en undvigelsesmanøvre, en forsvarsmekanisme, hvormed der løftes lidt på låget, så det værste tryk tages af gryden – den gryde, hvori racismen sagte simre.

Er de mange neger-jokes ensbetydende med den absolutte accept – ja, forhåbentlig. Eller er antallet af neger-jokes rettere omvendt proportionalt med det daglige behov for at undertrykke den grumme sandhed at accepten endnu ikke er absolut?

Hvordan ville det forholde sig med en homoseksuel i truppen? På samme måde? Og ville det i så fald være til at leve med? For majoriteten, javist. Men hvordan med minoriteten, den ene mand? Er det i virkeligheden i længden så skidesjovt at lave jokes om sin egen hudfarve eller seksuelle præference, hvis den absolutte accept ikke er soleklar? Næppe…

Tryk-i-røv-OL
I sommers, da World Out Games løb af stablen i København, udbrød en holdkammerat:
»De kan kraftedeme holde deres tryk-i-røv-OL for dem selv!«

Men da jeg i går i forbindelse med Onyszko-sagen spurgte til, hvordan vi mon ville reagere, hvis en fra truppen sprang ud af skabet, erklærede selvsamme holdkammerat uden betænkningstid:
»Jeg ville sgu´ respektere det«.

Ét er selvfølgelig snak, noget andet er handling. Men jeg tror ham faktisk. Under alle omstændigheder er jargonen i klubben kun en del af fodboldspillerens virkelighed og udsynet rækker heldigvis for de flestes – for de flestes! - vedkommende længere end macho-kulturens værdier.

Jeg ville således kun være en blandt mange, der ville have enorm respekt for, hvis en holdkammerat turde stå frem og erklære sig homoseksuel. Hvornår hører vi for første gang en erklæret homoseksuel sige en homo-joke i dansk fodbold?

Og nok så vigtigt:

Hvornår bliver joken for første gang et udtryk for den absolutte accept af mennesket og ikke et skalkeskjul for det modsatte?

Lad det ske, så hurtigt som muligt…

Indlægget er henttet med godkendelse fra:
http://blog.politiken.dk/sennels/2009/11/05/homoseksualitet-og-fodbold/

Tilbage