01. 11. 2010

Ny racisme-sag i dansk fodbold

Ny racisme-sag i dansk fodbold

I søndagens kamp mellem Næstved og Viborg blev Viborgs Carlos Shiralipour udsat for racistiske tilråb. Yderligere forsøgte en ophidset Næstved-fan at få fat i Viborg-spilleren. Foto © Fodboldbilleder.dk
 
Den unge Viborg-spiller Carlos Shiralipour var i søndagens kamp mod Næstved udsat for en ubehagelig oplevelse.
 
I en duel i feltet mistede Shiralipour sin støvle, som han efterfølgende forsøgte at tage på udenfor banen. Mens Shiralipour var i gang med at tage støvlen på, blev han udsat for en masse tilråb, hvoraf nogle af dem var racistiske.
 
En enkelt tilskuer valgte derudover at gå til yderligheder, idet han forcerede hegnet og havde direkte kurs mod Shiralipour inden han blev stoppet af en vagt.
 
Viborg har ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen, da vagterne på stadion håndterede situationen på kompetent vis.
 
Denne episode sker kun få dage efter, at Lyngbys Ayoub Sørensen blev udsat for grov racisme, da Lyngby gæstede hans tidligere klub, Hvidovre.
 
Giv Racismen Det Røde Kort har stadionmarkering lørdag den 6. november kl. 17.00 i Ålborg og søndag den 7. november kl. 14.00 i Silkeborg og kl. 14.00 i Lyngby. Her vil de danske superligaklubber støtte op om bekæmpelsen af racisme både på og udenfor banen.

Tilbage