17. 11. 2011

Giv Racismen Det Røde Kort tager skarpt afstand fra Sepp Bla

Giv Racismen Det Røde Kort tager skarpt afstand fra Sepp Bla

FIFA’s præsident Sepp Blatter udtalte i går, at der ifølge ham ikke findes racisme på verdens fodboldbaner. Kampagnen Giv Racismen Det Røde Kort tager skarpt afstand fra disse udtalelser.

Under et tv-interview med CNN Sport udtalte Sepp Blatter, at der ikke foregår racisme på fodboldbanen. Da Sepp Blatter blev spurgt om, han mente, der fandtes racisme på fodboldbanen, svarede han: ”Det benægter jeg, racisme forekommer ikke på fodboldbanen. Man kommer nogle gange til at sige eller gøre noget i kampens hede, men når så kampen er forbi, så giver man hånd. Der kommer jo en ny kamp, hvor man så kan opføre sig bedre.

Historien har nu spredt sig over hele verden, hvorfor FIFA og Sepp Blatter har set sig nødsaget til at forklare sig via deres egen hjemmeside. Her citerer de Sepp Blatter for at sige, at hans udtalelser blev misforstået.

Manchester Uniteds og Englands forsvarskæmpe, Rio Ferdinand, der er en ivrig bruger af Twitter gav i går udtryk for sin modstand til Sepp Blatters udtalelse: ”Sepp Blatter, dine udtalelser om racisme er nedladende.”   

Projektleder i Giv Racismen det Røde Kort Simon Christensen mener, at det er skammeligt, at FIFA og Sepp Blatter ikke har et bedre kendskab til virkeligheden: ”Jeg synes, det er ærgerligt, at toppen af international fodbold ikke mener, der er racisme i fodbold, for det er ikke det, vi oplever. Man kan bare se på to de sager med Luis Suarez fra Liverpool og John Terry fra Chelsea. I kampagnen Giv Racismen det Røde Kort håber vi, at det engang går op for Sepp Blatter og resten af FIFA, at virkeligheden er en helt anden.

Den engelske anti-racisme organisation, Kick it Out, tager også meget skarp afstand fra Blatters udtalelser på deres hjemmeside. De udtaler bl.a. at Blatters udtalelser er langt væk fra virkeligheden.

Se tv-interviewet med Sepp Blatter på CNN Sport her.

Foto © Fodboldbilleder/Anders Kjærbye

Tilbage