02. 10. 2015

Christian Lønstrup: Arena Spartacus betyder meget for de unge

Christian Lønstrup: Arena Spartacus betyder meget for de unge

Den tidligere FCK-anfører Christian Lønstrup har gennem fire år været en del af Spillerforeningens initiativ Arena Spartacus. Arena Spartacus er et tilbud til børn og unge i socialt udsatte boligområder om gratis fodboldtræning hver uge.

Af Andreas Lauridsen

Christian Lønstrup har gennem fire år været en del af Arena Spartacus. Det har krævet utrolig meget af den tidligere professionelle fodboldspiller, da han samtidig med jobbet i Arena Spartacus også har været cheftræner i FC Helsingør.

- Det har været stort at være en del af Arena Spartacus. Det har fyldt utrolig meget i mit liv de sidste år. Jeg har været en del af alle processer, hvor jeg har været med til at åbne flere træningssteder, siger Christian Lønstrup, cheftræner i FC Helsingør.

Arena Spartacus har efterhånden vokset sig større, og findes nu bl.a. i Storkøbenhavn, Herlev, Frederiksberg og på Bornholm. Det viser behovet for disse initiativer, hvor fodbold kan være med til at samle både piger og drenge med forskellige kulturer.

- Hvis de unge skal aktiveres, når de ikke går i skole, så kræver det, at man har projekter som Arena Spartacus. Vi er en fase, hvor kommunerne skal spare ekstremt meget, så de har svært ved at finde penge til det. Det er netop det, der er problematikken. Det er børn, som ikke kan indgå i et normalt foreningsliv, og dermed har de brug for andre foreningstilbud, siger Christian Lønstrup.

De mange unge, som har været igennem Arena Spartacus, har betydet meget for Christian Lønstrup. Det er ifølge ham umuligt ikke at få en følelsesmæssig relation, når man kommer så tæt på børnene. I forbindelse med arbejdet i Arena Spartacus har Christian Lønstrup været involveret i mange ting, og han husker specielt Arena Spartacus for:

- Alle stævnerne vi har holdt, hvor det har været kanon at se så mange mennesker samlet på et sted. Drenge og piger. Selvom det har krævet meget tid, har det været det hele værd. Shakir og nogle af de andre børn, som har rykket sig meget, har betydet meget mig. Det har også betydet meget, når jeg har snakket med forældre, som siger tak for, at vi har påvirket deres børn i en positiv retning, siger Christian Lønstrup.

I forbindelse med arrangementerne og kontakten til de unger, påpeger Christian Lønstrup vigtigheden af, at man får fat i de unge så tidligt som muligt. Det er centralt, hvis man vil skabe de bedste resultater og rykke de unge mest muligt.

- I Bispebjerg har vi rykket ekstremt meget, det er helt tydeligt, at man skal have fat på dem i en tidlig alder. Det er for sent, hvis man først får fat i dem, når de er 16-17 år. De skal være 8-9 år, så har man de bedste muligheder for at skabe resultater, understreger Christian Lønstrup.

Tilbage