20. 10. 2015

FCK-stjerner i fælles kamp mod racisme

FCK-stjerner i fælles kamp mod racisme

Flere FCK-spillere var i efterårsferien på besøg i lokalområderne i hovedstadsregionen. Her tog de afstand fra racismen sammen med de mange glade børn og unge, der gennem Arena Spartacus var inviteret til arrangementerne.

Af Michael Kellberg

I Herlev dukkede Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Tom Høgli op ved et indendørsstævne. Her fik deltagerne blandt andet mulighed for at stille spørgsmål, ligesom det også blev til en showkamp mellem ’Zanka’ og andre af stævnets trænere og så et blandet hold bestående af børn og unge fra de deltagende hold.

På Frederiksberg gjorde børnene store øjne, da den populære angriber, Andreas Cornelius, torsdag betrådte kunstanlægget ved Frederiksberg Fodboldskole. Han deltog med stort engagement i flere forskellige spiløvelser med børnene, og udviste et stort overskud i løbet af arrangementet.

Læs mere om ovenstående arrangementer, og hvordan de tre spillere tager afstand fra racismen, hos Tipsbladet her.

Fredag eftermiddag skulle der uddeles præmier i forbindelse med Frederiksberg Fodboldskole, og her kom de to landsholdsspillere Nicolai Jørgensen og William Kvist forbi. De to FCK-profiler stod for præmieuddelingen, og gav dermed de deltagende børn en ekstra god oplevelse som afrunding på en, i forvejen, velafviklet fodboldskole.

Vi fik efterfølgende en kort snak med både William Kvist og Nicolai Jørgensen, som begge var enige i, at kampen mod racisme er ekstrem vigtig:

- Det er jo en sindssyg vigtig kampagne, som der kræver al den opmærksomhed, den kan få. Jeg har spillet med og mod spillere fra nærmest alle verdens lande og med alverdens religiøse tilhørsforhold, og for mig har det bare været en berigelse. Jeg synes det er fedt, at fodbold kan forene alle, og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at racisme ingen steder hører hjemme.

- Vi er rollemodeller for mange af de unge, og derfor er det også vigtigt, at vi spillere tager ansvar og går forrest i den fælles kamp. Jeg støtter helt klart op om tiltaget, lyder det fra William Kvist, der bakkes op af sin offensive kollega:

- Jeg synes det er vigtigt at der er fokus på de problemer, der er med racisme, og når vi stiller op til sådanne arrangementer her, så håber jeg da, at der er nogle der tænker sig om en ekstra gang, inden de ytrer sig diskriminerende. I dagligdagen tænker jeg ikke så meget over det, og sådan bør det jo også være. Man burde ikke skulle tænke over, at der skal være plads til alle, det burde derimod være en selvfølge, siger Nicolai Jørgensen.

kvistogjorgensen288

Tilbage