18. 02. 2016

Madrid-klubber sætter fokus på kampen mod homofobi

I weekenden møder Rayo Vallecano Sevilla FC, mens Atlético Madrid hjemme tager mod Villarreal CF. I den forbindelse vil flere af spillerne bruge regnbuefarvede snørebånd. Det er et led i kampen mod homofobi.

I weekenden møder Rayo Vallecano Sevilla FC, mens Atlético Madrid hjemme tager mod Villarreal CF. I den forbindelse vil flere af spillerne bruge regnbuefarvede snørebånd. Det er et led i kampen mod homofobi.

#LaLigaArcoIris. Det er navnet på en kampagne, der er søsat af det spanske LGBT-netværk FELGTB. Kampagnen får nu også opbakning fra de to Madrid-klubber Atlético Madrid og Rayo Vallecano. Rayo Vallecano var det første professionelle mandskab til at bakke op, og nu følger titelkandidaterne fra naboklubben Atlético Madrid altså trop. Det oplyser Fare på netværkets hjemmeside (eksternt link).

Mens det hos Atlético Madrid i skrivende stund ’blot’ drejer sig om spillerne Saúl, José María Giménez og Raúl Jiménez, bakker hele truppen i arbejderklubben Rayo Vallecano op om kampagnen. Det kommer næppe som et chok for kendere af spansk fodbold.

Rayo Vallecanos udebanetrøje bærer nemlig en regnbue bestående af syv striber i hver sin farve – en stribe per initiativ, som Rayo Vallecano støtter med en euro, hver gang de sælger en trøje. Det drejer sig blandt andet om initiativer, der arbejder for LGTB-rettigheder, mod racisme og andre former for diskrimination. Det kan du læse meget mere om her (eksternt link).

Mette Vestergaard, der er administrerende direktør i Player Social Responsibility, bakker naturligvis både op om kampagnen såvel som kampen mod homofobi.

”Spillerforeningen og Player Social Responsibility er imod enhver form for diskrimination, og homofobi er selvfølgelig ingen undtagelse. Det gælder både i sport og samfundet generelt. Om det er på fodboldbanen, håndboldbanen eller legepladsen er der plads til alle. Det skal der være,” som Mette Vestergaard tidligere har fastslået (eksternt link).

Følg kampagnen her (eksternt link).

Tilbage