02. 05. 2017

Muntari udvandrede i protest efter racistiske tilråb

Pescara måtte i søndagens Serie A-kamp mod Cagliari spille med de sidste minutter med 10 mand, efter deres 32-årige midtbanespiller Sulley Muntari forlod banen i protest, da han blev tildelt et gult kort, for at påpege de racistiske tilråb der blev rettet imod ham fra tribunerne.

Den ghanesiskespiller fortæller, at han gennem hele kampen hørte de racistiske råb fra tilskuerne, og at han bad dommeren, Daniele Minelli, om at stoppe kampen.

I stedet fik Muntari dog et gult kort, da han henvende sig til tilskuerne for at få dem til at stoppe. Det gule kort fik midtbanespilleren til at forlade banen i vrede.  

Sulley Muntari har efterfølgende fortalt til Eurosport.com, hvordan han oplevede episoden:
- Du så, hvad der skete. Fansene råbte af mig i løbet af første halvleg. Der var en lille dreng, som gjorde det med forældrene lige ved siden af. Så jeg gik over til ham og fortalte, at han ikke skulle gøre det. Jeg gav ham min trøje for at lære ham, at man ikke bør gøre sådan noget. Jeg blev nødt til at statuere et eksempel, så han vokser op og bliver rar, siger Muntari ifølge Eurosport.com.

- Men så i anden halvleg skete det igen på den tribune, så jeg snakkede med dommeren. Og så pissede han mig virkelig af. Han fortalte mig, at jeg ikke må snakke til fansene, og jeg spurgte ham: "Men hørte du det ikke?"

- Jeg fortalte ham med det samme, at han skulle have modet til at stoppe kampen. Dommeren er der ikke kun for at stå på banen og puste i fløjten - han skal kontrollere det hele. Han burde også lytte efter sådanne tilråb og sætte et eksempel, slutter Muntari. 

Muntaris træner, Zdenek Zeman, er ligeledes uforstående overfor dommerens ageren, og han efterlyser handling i stedet for ord. 

- Muntari forlod banen på grund af racistiske tilråb, men det er ikke op til os at stå for retfærdighed. Vi kan tale meget om det, men det er op til dem, som har magten. Vi taler altid meget om racisme. Det her skete i dag, selvom Muntari allerede har spillet i Italien i mange år. Vi håber, at mentaliteten ændrer sig, siger Zeman. 

Muntari har efterfølgende høstet stor opbakning fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Zeid al-Hussein, som har udtalt at FIFA skal være langt mere opmærksomme på problemer med racisme under kampene. 

Pescara tabte kampen 1-0. 

Tilbage