RACISME I FODBOLD

I fodboldens verden viser racisme sig ofte i form af tilråb fra fans mod banen med tilråb og chikane fangrupperne imellem. Det er ikke altid tydeligt, om der ligger et bevidst racistisk motiv eller en racistisk tanke bag sådanne handlinger, men faktum er, at de ofte opfattes racistiske og diskriminerende af modtageren. Spillere kan også udvise racistisk adfærd overfor hinanden. Dette oftest i form af bemærkninger under en kamp.

Både nationalt og internationalt har fodboldverdenen set en lang række racistiske episoder. Her følger enkelte af dem:

2006: Én af de mest kendte scener i spansk fodbold er Barcelonas Eto’o trussel om at forlade banen, efter at fans fra Zaragoza har overdænget ham med verbale racistiske fornærmelser. På tv derhjemme kunne seere på tværs af kloden mundaflæse Eto’o, idet han gestikulerende sagde 'no más', som betyder 'ikke mere'. Se videoen her.

2008: Forsvarskæmpen Sol Campbell bliver udsat for grove, racistiske oplevelser fra Tottenhams fans i sin kamp for Portsmouth i Premier League. Fansene har medbragt billeder af Campbell hængende fra et træ. Episoden førte til mange anholdelser, og flere tilskuere fik årelange karantæner fra stadion.

2009: Den amerikanske forsvarsspiller Oguchi Onyewu, der oprindeligt er født i Afrika, lægger sag an mod Anderlechts Jelle van Damme, efter han angiveligt er blevet kaldt en ’sort abe’ af hollænderen. Van Damme gik til modangreb med beskyldningerne om, at det egentlig var Onyewu, der var racist og havde kaldt hollænderen for ’a dirty Flemmish’.

2011: Chelseas daværende anfører John Terry idømmes flere spilledages karantæne for at bruge racistiske skældsord mod Anton Ferdinand.

2011: Liverpools stjernespiller Luis Suárez gør sig uheldigt bemærket og havner i en mediestorm efter flere gange at have kaldt Manchester Uniteds Patrice Evra for ’negrito’ (lille sorte). Suarez får efterfølgende otte spilledages karantæne.

2012: Den italienske angriber og Mario Balotelli har været indblandet i flere racistiske episoder end de fleste. Allerede i begyndelsen af 2012 bliver Mario Balotelli midtpunkt i en alvorlig sag om racisme, da FC Portos tilhængere under en Europa League-kamp overdængede den daværende Manchester City-profil med racistiske tilråb.

2012: Under EM i Polen og Ukraine må Balotelli igen stå model til racistiske fornærmelser fra modstanderholdets tribuner. Denne gang er det de spanske hooligans, der bruger racistiske tilråb mod italieneren med ghanesiske rødder.

2013: Endnu en opsigtsvækkende sag om racisme i sagaen om Balotelli opstår i derbyet mellem ærkerivalerne og naboerne AC Milan og Inter. Kampen bliver en ubehagelig affære for den italienske angriber, da Inter-fans kommer med racistiske tilråb og har medbragt oppustelige bananer som ren provokation.